DA Dansk

Dansk på Maribo Gymnasium. STX: 3-årigt fag på A-niveau. HF: 2-årigt fag på A-niveau.

Dansk er et humanistisk fag, hvilket betyder, at faget behandler menneskeskabte produkter, det vil sige tekster. Dansk har et udvidet tekstbegreb, hvilket vil sige at en tekst både kan være skrevet, talt eller illustreret på anden vis. På gymnasiet beskæftiger vi os med tekster inden for hovedområderne litteratur, sprog og medier.

I litteratur behandles tekster, som kan spænde lige fra sagaer til nyere eksperimentelle tekster og det meste derimellem. Her brydes teksterne ned (analyse) for at kunne finde ud af, hvad teksternes intention er (fortolkning), samt kunne sætte dem i en større kontekst i forhold til historien, samfundet og andre tekster (perspektivering). Der arbejdes dermed både med de enkelte tekster, samt det dialektiske forhold mellem samfund og litteratur.

Sprog omhandler både enkelte komponenter, såsom tegnsætning, ordklasser, men tillige sammenhængen i tekster, såsom opbygning, kohærens og ikke mindst argumentation og retorik. Her lærer du altså, hvordan sproget kan bruges til at overbevise, underholde og informere andre, samt ikke mindst at gennemskue, når sproget bruges til at manipulere med dig.

Medier spænder fra reality, dokumentar og spillefilm til journalistik. Her arbejdes med forskellen på fakta og fiktion, samt ikke mindst gråzonen, hvor alt kan ske og hvor det kan være svært at gennemskue om spillefilmen er virkelig eller dokumentaren er opdigtet.

Tilbage til Fagene på MG