RUSK på besøg

Indlæg fra d. 2. maj 2022


Den 2. maj 2022 gæstede RUSK (Region Unge Studie Karriere) Maribo Gymnasium, hvor der blev afholdt en inspirationscafé angående videregående uddannelser for gymnasiets 3g’ere og 2hf’ere. RUSK hører under Studievalg Danmark, som var repræsenteret ved Ove Bech Nielsen.

Til inspirationscaféen fortalte tre unge rollemodeller – Bastian Winther, Maja Kristine Klingenberg og Charlotte Sørensen – om deres forskelligartede veje ind i og igennem uddannelsessystemet. Bastian Winther fortalte om sin vej ind på Roskilde Universitet, Maja Kristine Klingenberg fortalte om uddannelsen på Vordingborg Pædagogseminarium og Charlotte Sørensen fortalte om sit sabbatår.

Karoliine Ader (3a) fra Maribo Gymnasium havde set frem til at høre om de mulige uddannelser til inspirationscaféen. Hun overvejer selv at læse Design eller Jura efter gymnasiet – og hun påtænker at søge direkte ind på en uddannelse efter gymnasiet.

Formålet med RUSK er primært at understøtte et løft af og netværksdannelse om videregående uddannelse i yderområderne, og en stor tak til projektleder Sharmilla Santhirasebaram skal herfra lyde for at tage initiativ til inspirationscaféen på Maribo Gymnasium.

Tilbage