Udeundervisning på Maribo Gymnasium

Indlæg fra d. 29. marts 2021


I henhold til Covid-19 retningslinjerne har der på Maribo Gymnasium siden uge 11 været udendørs undervisning for 1g, 2g og 1hf. Eleverne er mødt ind på gymnasiet klassevis, hvor de har haft undervisning med fokus på trivsel i en lang række fag. I løbet af dagene har gymnasiets kantine sørget godt for de unge, og således har alle elever med udendørs undervisning fået frokost, sodavand og kage.

Den 25.03.2021 havde 1a undervisning udenfor i både dansk, samfundsfag og historie. Klassen mødtes på gymnasiets græsplæne, hvor der blev udleveret flotte gule veste fra Trygfonden – og i denne forbindelse blev der drøftet tryghed, sikkerhed og retningslinjer.

Historielærer Christel Jeldorf havde planlagt en gåtur i Maribo, hvor 1a i grupper skulle finde fem historiske seværdigheder: Maribo Domkirke, Kaj Munk statuen på Torvet, det gamle rådhus, Frilandsmuseet og Stiftsmuseet. Alle historiske seværdigheder blev foreviget med elevernes mobiltelefoner, og 1a skulle derefter uploade både fotos og svar på spørgsmål i skolens intrasystem Teams.

Eleverne fra 1a var glade for udendørs undervisningen. Laura Mercedes Wojcik og Emil Sønderskov Hansen er af den opfattelse, at især domkirken i Maribo er en interessant historisk seværdighed. Laura fortæller, at domkirken er spændende på grund af historien med Leonora Christine og pilgrimsvandringen, og Emil Sønderskov Hansen synes, at det er fedt, at Maribo har en kirke af den kaliber. Det allerbedste ved dagen var dog at møde alle klassekammeraterne, og dagen medvirkede til, at eleverne lærte hinanden bedre at kende.

Tilbage