Udvalg

Kantineudvalget

Kantineudvalget er et udvalg under Elevrådet, som har indflydelse på skolens kantine. Kantineudvalget består af tre elever, rektor, en lærer og en repræsentant fra kantinen. Vi har omkring fem-seks møder om året, og til møderne bliver kantinens økonomi, udbud, reklame og sundhed diskuteret. Et par gange om året sender kantineudvalget et spørgeskema rundt til alle, hvor alle elever får muligheden for at skrive, hvor tilfredse de er med kantinen og hvad de eventuelt ønsker at få ændret ved kantinen. Det bliver der så arbejdet videre med i kantineudvalget. Alle elever er selvfølgelig altid velkomne til at kontakte kantineudvalget og komme med nye idéer til kantinen. Gennem de sidste par år har vi fået indført en salatbar, forhøjet kantinens udvalg med endnu mere sund mad og har skabt mulighed for at bestille mad via internettet. Sluttelig har vi sikret en fair pris i kantinen.

Fællesudvalget

Fællesudvalget består af repræsentanter fra elever og lærere, som sammen med rektor koordinerer fællestimer og andre aktiviteter for hele skolen.

Gimlerådet

Gimlerådet står for fester, fællesskab og sjov på Maribo Gymnasium. Gimlerådet tager initiativ til og planlægger skolens fester. I gimlerådet mødes vi et par gange før en fest, hvor vi tager stilling til festens tema, oppyntning, musik, bar og andre spændende ting, som skal ske under Gimlefesten. Som frivillig og medlem af Gimlerådet er du ansvarlig for og er med til at skabe vores gymnasiefester. Så hvis du synes, at du er fyldt med fest og glæde – samtidig med du vil være en del af fedt sammenhold – så meld dig ind i Gimlerådet!

Caférådet

I caférådet er der plads til alle. I løbet af året bliver der afholdt 5 eller 6 caféer, som er bygget op om et tema. I år har vi eksempelvis FIFA-Café, Olympisk Café, Påske Café – og selvfølgelig andre sjove temaer.

Elevrådet

Elevrådet er et råd bestående af engagerede elever, som repræsenterer deres klasser. Elevrådet debatterer aktivt de emner, som vedrører eleverne på Maribo Gymnasium. Elevrådet giver os elever indflydelse, og det er samtidig et fantastisk sted at lære andre elever at kender. Der er en rar atmosfære i Elevrådet, hvor vi alle kommer til orde.