MG sender værnemidler til lollandsk lægeklinik i Ukraine

Indlæg fra d. 6. juni 2023


I Maribo Gymnasiums kælder står der kassevis af forskellige slags værnemidler, som minder om en tid med hyppig vask af hænder, afspritning, ekstra rengøring og elever og personale gemt bag masker.

For serviceleder Niklas Faxe er det tid til at komme videre. Han regner ikke længere med, at der kommer påbud om det ene eller andet i forbindelse med coronaen, og selv værnemidler har en udløbsdato.

– Selv om det her sprit har en alkoholprocent på 70 til 85 procent, så er meget af det allerede udløbet på datoen, forklarer han, og hiver en flaske op. Den viser ganske rigtigt, at produktet kunne holde sig til august 2022.

Samtidig vil det være en hovedpine mindre for gymnasiet, når især spritten er ude af huset, for i forhold til brandmyndighederne er der nemlig grænser for, hvor meget der må stå i et enkelt lokale.

Skal til lollandsk klinik

I stedet for blot at køre værnemidlerne på genbrugspladsen, tog Niklas Faxe fat i Arthur Kortsen, der samler ting ind til Ukraine. Måske kunne det hele gøre en forskel tæt på den europæiske krigszone, tænkte servicelederen. Og det kan det.

– Det er fuldstændig ligegyldigt, at spritten er udløbet på datoen. Det kan sagtens bruges, slår Arthur Kortsen fast, da han sammen med Kim Eggertsen møder op på gymnasiet for at hente donationen.

Alle de lollandske værnemidler bliver faktisk en del af en lollandsk historie i Ukraine. De bliver nemlig kørt til “Niels Caning Klinikken”. Niels Caning, der er tidligere praktiserende læge i Stokkemarke, valgte at donere forskelligt udstyr fra sin lukkede klinik til Ukraine, og i det krigshærgede land blev det besluttet, at klinikken skal videreføres med hans navn.

Købt masser af værnemidler

For Niklas Faxe er det et farvel til en verden, hvor der skulle sorteres ansigtsværn alt efter personalegruppe, og hvor han i begyndelsen selv måtte blande sprit til at desinficere overfladerne. Der var derfor købt betydelige midler af værnemidler ind.

Da gymnasiet blev testcenter, hvor elever og personale selvtestede, blev mange af værnemidlerne tildelt gennem Region Sjælland, og dermed kom de store indkøb til at stå ubrugte hen.

Nu er de alle afhentet, og venter på at grupperingen af primært tidligere veteraner, samlet i Vidar Regimentet, atter skal til det krigshærgede land med hjælp til befolkningen.

– Vi sender dem fra én dårlig situation her i landet, til en anden meget dårlig situation i Ukraine, og for os er det en glæde, at vi kan være med til at gøre en forskel for lokalbefolkningen dernede, siger Niklas Faxe.

Tilbage