Stigende elevtrivsel på MG

Indlæg fra d. 19. januar 2021


Stigende elevtrivsel på Maribo Gymnasium

Elevtrivselsmålingen på Maribo Gymnasium er netop blevet offentliggjort, og den viser, at elevernes trivsel på det midtlollandske gymnasium er stigende, hvilket er fantastisk set i lyset af Corona situationen.

Trivselsmålingen på Maribo Gymnasium er et led i de nationale elevtrivselsmålinger på de gymnasiale uddannelser, som giver skolerne et indblik i, hvor det går godt trivselsmæssigt, og hvor der er behov for en yderligere indsats. De gymnasiale uddannelser har siden 2018 skulle gennemføre en obligatorisk trivselsmåling, og på baggrund af elevernes besvarelser på en række obligatoriske spørgsmål, opgør ministeriet fem indikatorer for elevernes trivsel:
• Faglig individuel trivsel
• Social trivsel
• Læringsmiljø
• Pres og bekymringer
• Mobning
Eleverne på Maribo Gymnasium besvarede spørgeskemaerne vedrørende elevtrivsel i december 2021, og traditionen tro var svarprocenten særdeles høj – nemlig på 89 %. På trods af Corona situationen oplever eleverne på Maribo Gymnasium en stigende trivsel.
Luke Anderson Pink (2a) forklarer den stigende trivsel således: ”Jeg tror, at vi på Maribo Gymnasium holder endnu mere sammen i hårde tider. Den usædvanlige Corona situation til trods, så gør Maribo Gymnasium faktisk rigtigt meget for os elever. Lærerne er gode til at variere den virtuelle undervisning, og skolens rektor sender indimellem opmuntrende videoer til os. Jeg oplever, at skolen tager vores skolegang og trivsel seriøst – samtidig med at alle retningslinjerne overholdes.”
Elevrådsformand Valdemar Rode Fredensborg (3a) supplerer: ”Som elevrådsformand på Maribo Gymnasium repræsenterer jeg eleverne, og det er min oplevelse, at eleverne inddrages i både beslutningsprocesser og forhold omhandlende trivsel. For eksempel har skolen bygget en helt ny bygning, hvor vi elever naturligvis har været inddraget i beslutningsprocessen. Der er en tæt kontakt mellem skolens elever og skolens ledelse, og det er formentlig en væsentlig årsag til den gode elevtrivsel.”

Gymnasiets rektor Michael Levy Bruus glæder sig også over den gode elevtrivsel og udtaler:
”En bedre elevtrivsel er netop et af målene i gymnasieaftalen, og jeg glæder mig over dette, da vi her på gymnasiet i høj grad har fokus på trivsel. Som skole igangsætter vi igennem skoleåret en lang række trivselsfremmende initiativer. Eksempelvis har vi her på det seneste arbejdet med både teambuilding og klasserumstrivsel på gymnasiet. Det ligger mig som rektor meget på sinde, at både elever og medarbejdere trives. Jeg har god grund til at være stolt af medarbejdernes håndtering af samt arbejde med elevernes trivsel under de kår og rammer, som Corona retningslinjerne nu en gang har givet os. Derudover er det helt enestående, at eleverne på Maribo Gymnasium er så fantastiske til at støtte hinanden.”

NB:

Læs eventuelt mere om trivselsmålingerne i de angivne links nedenfor samt i det vedhæftede materiale:

https://www.uvm.dk/statistik/gymnasiale-uddannelser/elevtrivsel

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2017/nov/171121-ny-national-trivselsmaaling-paa-de-gymnasiale-uddannelser?fbclid=IwAR0RQ11slFaeUqNSo_NUBwREVN7I880eFcA-pmQKI4TELHDsCFNHyqb7shs

Tilbage